8. maj 2015 · Inspiration
Accepter det der er…

Accepter det der er og vælg et positivt fokus
Hvis du også nogle gange mister modet, kan du sikkert genkende at du nemmere bliver frustreret, ærgelig, ked af det eller lader tingene gå dig på – selv de små ting – og det kan synes som om at de mindste bagateller er kæmpe store issues…
Som fx når partneren har glemt at lukke shampoolåget, klemt tandpastatuben på midten frem for i bunden (grrrr), kollegaen der smasker eller frisuren der bare driller og ikke vil sidde korrekt…
*Når de positive følelser og glæden falder, så stiger de negative tanker og frustrationer…*
Jo mere du lader negative ting fylde i din hverdag, jo mindre plads er der til alt det andet du faktisk gerne vil have. Det er lidt tvetydigt, men for at komme nærmere de tilstande du søger, så skal du faktisk øve dig i at være i dem.
*Der er kun 100% plads i dig. Hvordan fordeler du dine procenter mellem det gode og det dårlige?*
Det er okay, at du har det som du har det…faktisk mere end okay…det skál du…men der er også en grænse for hvornår du ikke længere skal lade dig overskylle af det, der går dig imod.
*Først når du giver slip på behovet for at tingene skal være på en bestemt måde, så kan du komme derhen du gerne vil.*
Så øv dig derfor i, at fylde din hverdag op med positive tanker, oplevelser og handlinger. Og fokuser mindre på de negative. Accepter det der ikke fungerer og arbejd dig så langsomt ud af det, i tillid til at det nok skal løse sig. Hvis du kender spørgsmålene:
– Hvordan kan jeg være mig selv?
– Hvad skal der til for at stå ved den jeg er?
– hvad gør jeg med lavt selvværd?
– Hvordan bliver jeg mere glad og tilfreds?
Så er der stor sandsynlighed for, at du vil have gavn af, at øve dig i at acceptere det der er i dit liv og roligt, tillidsfuldt og bevidst, arbejde dig gennem de ting der er svære. Og agere, som den person du kán være…Være mere i de positive og ønskelige tilstande frem for ubevidst at lade det negative holde dig tilbage.
*Manglende accept af hvor du er, samt ubevidste normer og håb, er med til at holde dig nede.*
Måske du nogle gange kan mærke du ser sort på tingene, bliver irriteret over du dømmer dig selv eller igen igen falder ind i nogle mønstre…Måske bliver du overmandet af følelser…Start med at øv dig i at acceptere at det er sådan. Gør det du kan og vid at så længe du gør det der står i din magt, så kan du ikke gøre mere. Nogle ting er uden for vores fatteevne og fysiske rækkevidde. Så slip det der ikke kan ændres…og forsøg at find glæden i det du har og det du kan.
Som sindsrobønnen, så fint udtrykker det:
*“Giv mig sindsro til
at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.*
Så kære læser – jeg vil ønske dig en fortryllende dag ! Og husk, at du er MEGA sej og holdt af for den du er. Og ellers banker vi bare dem der siger det modsatte !
(eller…arh…måske vi bare accepterer dem for hvor de er og så flytter fokus til noget andet og mere positivt 🙂 )
- Accepter
- Giv slip
- Sindsrobønnen
- Slip negative tanker
- Vær mig selv
